Jacob Gades opvækst som søn af en spillemand på landet er ikke meget anderledes end Carl Nielsens. Jacob stak af fra hjemmet som 15årig og søgte til København, for at gøre sin lykke som musiker og valsekomponist! Det blev en streng tid. Han kunne som ”fusker” kun få kortvarige engagementer på værtshuse, men omsider lykkedes det ham at opnå et engagement ved en badeanstalt på Østerbro, der havde en lille have med lettere klassisk musik. Det var et sommerjob, og i de kolde måneder tog han mere løse engagementer.

Som tyveårig fik Gade ansættelse ude på Frederiksberg ved etablissementet Lorry i Allégade. Lorry var ikke noget fashionabelt sted, men til gengæld under ledelse af den karismatiske direktør, Lorry Feilberg, Stedet kunne tilbyde underholdning med forskellige grader af lødighed, en række lokaler med både sang og musikalske indslag og alt under mottoet ”festligt folkeligt og fornøjeligt”. Feilberg digtede også en tekst til en melodi af Gade, Der er sollys i modne druer, og teksten mere end antyder den lette diverterende stemning der herskede.

På Lorry traf Gade skuespillerinden Elna From. De levede sammen i seks år, fik tre børn, men blev aldrig gift. På trods af sin opslidende livsførelse, og tværs igennem Lorrys spiritus- og tobakståger, holdt Gade alligevel fast i sin drengedrøm: han ville være komponist, kapelmester og valsekonge, og som komponist var han til stadighed aktiv.

Den første succes
Gade havde i sine ungdomsår skrevet en række valse for klaver. Allerede i 1900 havde han udgivet sin første vals, Irenen-Zauber, men først i 1915 udgav han en stor vals, Valse pleurante udsat for mindre salonorkester. Valsen blev udgivet under pseudonymet Maurice Ribot, et af flere navne han må have fundet egnet til at markedsføre sig som (fransk) valsekomponist. Derpå fulgte en række andre valse, angiveligt komponeret af Maurice Ribot og alle med franske titler. Jacob Gades valse adskiller sig i stilen fra fx H. C. Lumbyes, der lægger sig tæt op ad forbillederne fra Wien. Men Gade har formodentlig på et tidspunkt indset, at som traditionel valsekomponist, var han mindst 50 år for sent ude.

Det var nye tider, og i 1922 skrev Gade en Tango foxtrot, Valentino. Derefter fulgte hans mest kendte foxtrot, Det var mig og Maggidudi (La petite Maggidoudi), der skulle blive en slager med et langt liv. Den blev første gang fremført ved en Tivolirevy i 1923 af den populære Carl Alstrup. For Jacob Gade blev det hans første gedigne succes som komponist, og noden blev solgt i utallige eksemplarer.    

Violinist og dirigent
De større etablissementer i København havde alle et orkester af en vis standard. Efterhånden som den tidlige rytmiske musik blev populær, måtte orkestrets violinister lære sig at traktere en saxofon, og mange af dem tog den nye jazzens blæser til sig. Dette gjaldt ikke for Jacob Gade. Også her var han den mest klassiske i restaurationsmiljøet, og han kom meget tidligt i sin karriere til både at optræde foran orkestret som stehgeiger og som dirigent. Det er uvist, hvorfor Gades kontrakt med Lorry blev opsagt, men i årene der fulgte skiftede han ofte arbejdsgiver og flyttede fra sted til sted i byens lettere musikliv: National, Metropol, Arena-Theatrets Varieté (her stod han i spidsen for et 30 mands orkester), hotel Phønix i Bredgade og fem år på hotel Bristol på Rådhuspladsen. Gade fandt gennem en årrække et kunstnerisk tilfredsstillende arbejde på Dagmar Teatret i Jernbanegade og skrev her musik til flere af forestillingerne.

 Jacob Gades violinspil var, skønt han alene havde måttet raffinere det ved privatlektioner og midt i det travle arbejde som orkesterleder, efterhånden nået op på et højt teknisk niveau. Han havde øre for klang og en udviklet sans for harmonik – det stof som en komponist dannes af. Men for at blive anerkendt som klassisk skolet musiker, skulle man spille i Det Kongelige Kapel. Dette lykkedes som bekendt for Carl Nielsen, men ikke for Gade, og det skønt at Gade utvivlsomt har været en langt bedre violinist end Nielsen. I februar 1919 gav Jacob Gade en violinaften i Casinos koncertsal i Amaliegade. Han spillede en violinkoncert af Paganini og J.S. Bachs solosonate i G-mol. Men det var tid at bryde op. Han ville prøve lykken i Amerika.

Til USA – og tilbage igen
Kort efter sin ankomst til New York fik han ansættelse ved storbiografen Capitols symfoniorkester og efter en konkurrence blandt adskillige hundrede deltagere, hvor han netop spillede Paganini-koncerten, sikrede han sig en af de to ledige pladser i National Symphony Orchestras primoviolingruppe. Her spillede Gade i to år med ikke mindst verdensdirigenten Willem Mengelberg. Under Mengelberg oplevede Gade at opføre bl.a. Mahlers 1. symfoni i Carnegie Hall, orkestrets faste spillested. Og dette længe før man spillede Mahler i Danmark. I 1921 tog Jacob Gade og hans kone Mimi til Danmark på ferie, men først udskød de tilbagerejsen til USA, og så valgte de at blive i København.

Tango Jalousi i Palads Teatret
Der havde i 1921 været kræfter i gang for at ansætte Gade som leder af Paladsteatrets orkester, og med hans erfaringer fra Capitol-biografen i N.Y. mente man, og med rette, at han ville var den helt rigtige mand til opgaven. Paladsteatret var ikke en biograf i den forstand vi kender det i dag. Biografen var bygget efter amerikansk målestok og havde plads til 2.500 mennesker. Gade rådede her over et orkester på 24 musikere, og det er denne besætning Gade skriver for i 1925 ved Tango Jalousie’s førsteopførelse.

Palads-orkestret talte adskillige af datidens mest betydelige musikere, og det blev betragtet som byens bedste efter Det Kgl. Kapel. Gade måtte selv tilrettelægge filmmusikken, og han skrev fire samlinger af Kino- brugsmusik, der med ”elastik” i kompositionerne kunne forkortes og udstrækkes efter behov. Men orkestret havde også sin egen fremtræden, og her opførte man populære ouverturer, operafantasier, wienertoner og naturligvis også H.C. Lumbyes kompositioner. Ved særlige lejligheder komponerede Jacob Gade selv den koncerterende musik.

Gade skrev efter Tango Jalousies gigantiske succes flere andre tangoer, Romanesca, Glamour og El Matador og af længere orkesterværker bl.a. Leda og Svanen, Suite d’Amour, Den sidste Viking og Bryllup på Himmelpind. Wessels små digte og aforismer satte han i rammende toner, og hans samlede værkfortegnelse rummer mere end 100 kompositioner.

Jacob Gade var takket være Tango Jalousie blevet en holden mand. Under 2. Verdenskrig flyttede han med sin hustru Mimi til Thorøhuse ved Assens på Fyn. Her nød han sit otium, og den lille by kunne glæde sig over en skatteborger, der i realiteten holdt det hele i gang. I 1956 tog Gade skridt til at oprette det Legat, der bærer hans navn, og han bevarede i forbavsende grad et godt helbred frem til sin død den 20 februar 1963.